Nyhedsbrev
Parterapi
Hvorfor parterapi?
Parterapi er ikke kun til når krisen kradser i forholdet, men kan også være hjælpsomt, hvis I hænger fast i den samme konflikt eller bare ønsker at blive klogere på jer selv og hinanden. Hvis I hellere vil vokse sammen end vokse fra hinanden. Hvis I har lyst til et serviceeftersyn til jeres parforhold og blive klogere på, hvordan I vedligeholder det bedst muligt.
Hvad er parterapi – hvad er det, der virker, når det virker?
Formålet med parterapi er aldrig at placere skyld eller finde fejl. Begge parter bærer ansvaret for dynamikken imellem jer – også når den ene af jer eksempelvis er den udadreagerende og den anden mere indadreagerende (sagt på godt dansk: når den ene fx råber højt og den anden græder). Det at få øje for sin egen andel og forståelse for sine egne reaktionsmønstre kan være en stor hjælp. Det kan ligeledes være givtigt at få indsigt i partnerens reaktionsmønstre.
I har begge nogle mønstre med jer fra jeres opvækstfamilie, hvori en stor del af forklaringen på jeres reaktioner på hinanden skal findes. Ofte reagerer man faktisk kun 10 % på det ens partner siger og gør, og 90 % af ens reaktion handler i stedet om ens tidligere erfaringer. At få indsigt i hinandens gode grunde til at reagere, som I gør, kan være med til at få skilt tingene fra hinanden samt mindske irritationen og sårbarheden til fordel for øget forståelse og omsorg.
Det kan i sig selv være befriende at få øje på, at når I indimellem kan få det værste frem i hinanden, handler det ikke om, at I ikke passer sammen eller er dårlige for hinanden. Men i stedet at I rammer ind i nogle ømme punkter, som allerede er der hos den anden. Og når netop I to har forelsket jer i hinanden, ligger en del af gaven i den udviklingsmulighed, I bliver for hinanden. Der er nemlig noget, der tyder på, at vi falder netop for en partner, som sætter os i samme suppedas, som da vi var børn med vores forældre. Forskellen er bare, at vi nu som voksne har bedre forudsætninger for at redde os ud af suppedasen.
Parterapi fjerner altså ikke altid problemerne i familien. Men det kan hjælpe jer til at få et smukkere - og mere håndterligt - problem.
Men det kan nogle gange kræve hjælp at ændre så dybtliggende mønstre. For når man én gang har lært sig en bestemt overlevelsesstrategi i sin familie, kan det føles nærmest livsfarligt at skulle gøre noget nyt.
Målet er ikke at undgå konflikter i parforholdet. Snarere, at I bliver bedre til at være i konflikterne. At når I har en konflikt, kan I hver især holde fast I jer selv uden at slå jer på hinanden. At I hverken behøver at forlade hinanden eller jer selv (ved fx at give afkald på egne behov eller ved ikke stå ved egne følelser og grænser).
Målet er altså heller ikke, at I skal lave om på jer selv og tilpasse jer mere, for at I kan være i jeres familie. Tværtimod vil der ofte være tale om, at man har tilpasset sig for meget af (misforstået) hensyntagen til fællesskabet. Med det resultat, at man på paradoksal vis ikke længere helhjertet og nærværende kan deltage i fællesskabet. Og forudsætningen for, at man igen kan nærme sig hinanden er så igen den paradoksale, at hver især bliver mere - og ikke mindre - sig selv.
Hvordan foregår parterapi?
Alle terapeutiske samtaler skal skræddersys til de parter, der deltager i samtalen.
I er med andre ord med til at afgøre, om I vil arbejde i dybden med trådene til jeres oprindelige familie. Selvfølgelig altid med sigte på at trives bedre i nutiden. (Fx: hvordan kan det være, at hun føler det som om, hun bliver forladt, når han fx bliver tavs eller ser fodbold i TV). Her kan metoder fra IMAGO-parterapien eksempelvis tages i brug. Blandt andet ”Den anerkendende dialog”, som også er et rigtig godt redskab til at håndtere konflikter i både terapien og på egen hånd efterfølgende.
Er I mindre nysgerrige på ”hvorfor”, kan samtalerne bestå af hjælp til en aktuel konflikt (”vi skændes hele tiden lige nu – hjælp os med at finde hinanden igen!”) eller et bestemt mønster imellem jer (han trækker sig fx altid, når han er frustreret, og hun er den, der følger efter).
Under alle omstændigheder, er det parterapeutens opgave at hjælpe jer til – i løbet af terapien og efterfølgende - at se, høre og tage hinanden alvorligt. Som de personer I er, med de forskelligheder I har.
Målet er, at I kan få et parforhold, hvor I kan ”Være jer selv - sammen” (som sloganet lyder på Dansk Familieterapeutisk Institut).














G-R Psykologerne